Det særlige maverum til slik – er det mere end bare en vittighed?
Mange kender det alt for godt: maven er mere end mæt, men øjnene lyser stadig op ved synet af noget sødt. Fornemmelsen af at være helt fyldt er til at tage og føle på – og alligevel trækker desserten uimodståeligt. Det viser sig nu, at det populære udtryk om, at "sødt går i en særskilt mave," faktisk har videnskabeligt belæg ifølge forskning fra Max Planck Institute for Metabolism Research i Tyskland.
Hvad viser den videnskabelige undersøgelse?
Studiet, der blev offentliggjort i det anerkendte tidsskrift Science, afslørede noget overraskende: de samme nerveceller, der signalerer mæthed, er også ansvarlige for sukkertrang. Forskerne observerede, at mus, der allerede havde spist sig mætte, fortsatte med at indtage søde sager.
Ved hjælp af hjerneregistreringer opdagede de, at en bestemt gruppe neuroner – kaldet POMC-neuroner – bliver aktiveret, så snart musene indtager sukker. Disse neuroner sender ikke bare mæthedssignaler. De frigiver samtidig beta-endorfin, som forstærker følelsen af belønning og dermed skaber et ønske om mere sukker – selv hos et allerede mæt individ.
Sukkeret aktiverer hjernen på en helt særlig måde
Det mest bemærkelsesværdige ved undersøgelsen er, at denne neurale reaktion kun opstod ved indtagelse af sukker – ikke ved andre fødevarer. Da forskerne blokerede den pågældende nervebane, holdt musene simpelthen op med at opsøge søde ting.
Endnu mere fascinerende: reaktionen sås udelukkende hos mætte dyr, ikke hos sultne. Og beta-endorfinen blev frigjort allerede i det øjeblik, dyrene registrerede tilstedeværelsen af sukker – endnu inden de overhovedet begyndte at spise det. Selv dyr, der aldrig tidligere havde smagt sødt, udviste den samme reaktion.
Mulig betydning for behandling af fedme
For at undersøge, om det samme gælder mennesker, gennemførte forskerne hjernescanninger på frivillige forsøgspersoner. Resultaterne var klare: det samme hjerneområde blev aktiveret, når de indtog sukker. Det understøtter idéen om, at vores hjerner er programmeret til at belønne os i disse situationer.
Studiets leder, Henning Fenselau fra Max Planck Institute for Metabolism Research, forklarer tankegangen bag fundet:
«Set fra et evolutionært perspektiv giver det god mening: sukker er sjældent i naturen, men leverer hurtig energi. Hjernen er indstillet på at sikre, at vi udnytter det, når det er tilgængeligt.»
Kan det åbne nye veje i kampen mod fedme?
Resultaterne kan vise sig at have stor betydning for forskningen i fedmebehandling. Fenselau uddyber:
«Der findes allerede lægemidler, der blokerer opioidreceptorerne i hjernen, men vægttabet er mindre end ved appetitdæmpende injektioner. Vi tror på, at en kombination med disse eller andre behandlinger kan være meget nyttig – men det kræver yderligere forskning.»
Med andre ord: næste gang du ikke kan modstå desserten, er det ikke mangel på viljestyrke. Det er din hjerne, der gør præcis det, den er designet til.
